Vores drøm

ELSK er en kamp for at skabe mode der er lavet med omtanke og en vision om at skabe en virksomhed der gør en positiv forskel.

Vi skal gøre gavn lokalt, inspirere globalt og bruge vores viden, stemme og økonomi til at skubbe verden i en bedre retning.

ELSK konceptet er forankret i en drøm om at gå egne veje og vise, at der i modebranchen ikke bare er plads til, men rent faktisk er behov for et brand, som tør at gå forrest. Et brand hvor nærvær, bæredygtighed, substans og kvalitet er i fokus. Fremfor overflade går vi i dybden. Vi vil inspirere både forbrugere og andre brands til at gå efter kvalitet og bæredygtighed og efter den gode historie. Vi kæmper ikke på pris, betingelser og masseproduktion. Vi ønsker en selektiv produktion, hvor vi tilbyder unikke oplevelser og produkter for både den enkelte forbruger og butik.

Nye designs og produkter kommer løbende, og ikke via faste og rigide kollektionsdrop, som ellers er normen for branchen.

Produktionen foregår i Europa via faste og solide samarbejdspartnere.

Vi ønsker ikke bare at tage, men i høj grad også at give tilbage. Derfor involverer vi os i debatter, tør at gå forrest, inspirere andre, give tilbage til lokalsamfundet og donere 1% af vores omsætning til miljøbeskyttende formål. Det gør vi, fordi vi syntes, det er vores pligt. Som virksomhed har vi et ansvar. Et ansvar for at producere ordentlig og gøre så lidt skade som muligt.

Vores drøm er at skabe en virksomhed, der laver mode med mening. En virksomhed som gør mere gavn end skade.

BÆREDYGTIG MODE?

Vi er i en branche, som er blandt de mest miljøbelastende. Det at producere tøj, kræver enorme ressourcer af planeten. Derfor har vi hos ELSK det svært med begrebet bæredygtig mode.

Det vil altid belaste, når man producerer og forbruger. Dog er det altid muligt at forsøge at producere på måder, som belaster miljøet så lidt som muligt – hvilket vi hele tiden forsøger os med og bliver bedre til. Men det er en svær balancegang, og at træffe de rigtige valg er kompliceret. Det er sjældent så sort/hvidt, som vi gerne vil have det til at være.

Vi skal forsøge, vi skal udforske, vi skal afprøve grænser. Men i den proces skal vi også være klar til at lave fejl og ikke mindst indrømme de fejl, vi laver.

Fremfor ordet ’bæredygtighed’, foretrækker vi at bruge ordet ’ordentlighed’. Som mennesker og som virksomhed har vi et ansvar og en pligt til at forvalte vores ressourcer og de mennesker, vi omgiver os med, ordentligt.

Vi har et ansvar

Vi føler også, at vi har et ansvar for at give noget tilbage. Det er den primære grund til, at vi er med i organisationen 1% for the Planet. Gennem 1% for the Planet, forpligter vi os til minimum at donere 1% af vores omsætning til miljøbeskyttelse. Det betyder, at lige meget om vi tjener penge eller ej, så betaler vi altid det, vi selv kalder vores jord-skat. Det er en af vores måder at give lidt tilbage til naturen på. Det syntes vi er ordentlighed.

Det bedste du som forbruger kan gøre, er at købe færre og bedre produkter. Produkter som holder, og som du vil blive ved med at holde af. Støt de virksomheder du føler, du kan stå inde for, og de virksomheder du gerne vil have, at der eksisterer i morgen. Det er komplekst. Det er svært at navigere i. Men fremfor at give op, handler det om at være nysgerrig, stille spørgsmål og stille krav. Hvis der er nogen, vi virksomheder lytter til, er det jer. Forbrugerne. Brug derfor din stemme.

Vores Indkøbsfilosofi

Vi prøver altid at gøre tingene så simpelt som muligt. Nogle gange er det bedste produkt og den bedste proces ikke der, hvor der ikke er mere at tilføje, men der hvor der ikke er mere at tage væk.

Tøjproduktion – specielt når vi snakker bæredygtig mode – er kompleks. Derfor er første skridt for os at arbejde med samarbejdspartnere, vi kan stole på. Mennesker som deler vores værdier, og som er eksperter på deres respektive områder. Vi kan ikke vide alt – derfor skal vi arbejde sammen med specialister.

Vi har langvarige samarbejder med vores leverandører, og ud over at certificeringerne skal være på plads, skal vi kunne stole på dem og vide, at de vil både os og planeten det bedste. Faktisk er det vigtigere end alle certificeringerne.

Vi er stolte over vores samarbejdspartnere og stolte over den forskel, vi kan gøre hos dem. Ud over at skabe arbejdspladser hos dem, har vi også et ansvar for hele tiden at prøve at skubbe dem i en bedre retning og konstant hæve standarden for både deres kvalitet i produktionen og deres miljømæssige aftryk.