Ofte stillede spørgsmål

FAQ til studerende

Siden her er til dig, der er studerende og i gang med at skrive en mindre eller større opgave. Den er selvfølgelig også til dig, der bare er nysgerrig på ELSK, og hvad vi er for en størrelse. Vi har herunder forsøgt at give svar på nogle af de spørgsmål, som vi oftest bliver stillet. Tryk på de forskellige spørgsmål, og så lover vi at have gjort vores bedst for at give et fyldestgørende og meningsfuldt svar.

Vores ansvar
Bæredygtighed indikerer, at der er tale om noget, der er godt for planeten, og det bliver produktionen af tøj nok aldrig. Men det er muligt at gøre det bedre og grønnere end det, vi ser hos størstedelen af tøjbranchen. Bæredygtighed er derfor også et ord, vi forsøger at distancere os lidt fra, og bruger det kun i mangel på bedre. Vi foretrækker at kalde det ordentlighed i stedet. Ordentlighed indebærer, at vi vælger gode materialer, og at miljøbelastningen er mindsket i hele tøjets cyklus. Det betyder også, at vi forsøger at lave holdbare produkter, som kan bruges i mange år frem. Vi gør også vores for at oplyse forbrugeren om, hvad tøjproduktion betyder for miljøet, og hvordan de kan stille krav til bedre løsninger. Ved at gøre dette, får vi forbrugeren til at stille krav til producenter og virksomheder, og dermed præges branchen i retning af en mere ordentlig tøjproduktion. Vi mener, at vi som virksomhed, der producerer og sælger tøj, har et kæmpe ansvar. Derfor er vores bøn til forbrugeren også, at de køber mindre, men bedre.

Hvorfor bæredygtigt tøj?
Vi mener ikke, at det er muligt at kalde tøj for bæredygtigt. Det vil altid forurene at lave tøj, og derfor kan det ikke kaldes for 100% bæredygtigt. Vi tillader os af den grund heller ikke at kalde ELSK-tøj for bæredygtigt tøj. Når det er sagt, er det dog muligt at gøre tøjproduktionen mere bæredygtigt, end den er i dag. Det vil sige, at det sagtens kan gøres med mindre forurenende metoder og materialer, i forhold til hvad mange virksomheder gør brug af på nuværende tidspunkt. Tøjbranchen er den anden mest miljøforurenende industri i verden. Derfor er det et område, hvor der virkelig skal ske en forandring, hvis målet om en mere bæredygtig verden skal nås. Vi forsøger netop at gøre noget på dette område og gøre produktionen af tøj bare lidt grønnere. Det gør vi ved at vælge holdbare materialer, der er blevet produceret under ansvarlige forhold med mindst mulig miljøbelastning. Ved at gøre dette, er vi med til at sætte standarden for tøjproduktion og kvaliteten af tøjet, og hermed også rykke ved resten af branchen. Vi er ikke perfekte, men vi stræber mod det. Dermed bliver vi hele tiden bedre.

Er det ikke dobbeltmoralsk at kalde sig for et bæredygtigt tøjbrand?
Jo, det er det. Hvorfor? Fordi produktionen af tøj er den anden mest forurenende industri i verden, og den kan ikke gøres 100% bæredygtig. Desuden er bæredygtighed et vidt begreb. Nogle kalder økologisk bomuld for bæredygtigt. Ja, det er betydeligt bedre end konventionel bomuld, hvis det er produceret under ordenligt forhold og uden fusk med certifikater. Men det er stadig en råvare, der kræver utrolig meget vand at producere. Andre kalder bambus for bæredygtigt. Hvilket det rent materialemæssigt også er, fordi det kræver minimalt med plads, vand og vokser hurtigt. Det er dog en utrolig forurenende proces at omdanne bambus til fibre, der kan laves til tøj. Bæredygtighed er altså en svær størrelse og en jungle at navigere i. Derfor er vi heller ikke særlig glade for ordet ’bæredygtighed’. Vi foretrækker i stedet at kalde det for ’ordentlighed’. Det dobbeltmoralske ligger primært i, at det mest bæredygtige er ikke at sælge og købe tøj overhovedet, men for at kunne skabe en forandring og være en frontløber for mere bærdygtig tøjproduktion, bliver man nødt til at vokse sig større, hvilket kun er muligt hvis man opfordrer forbrugeren til at købe tøjet. Det er en balance, man skal finde. Det er en balance, vi hele tiden forsøger at finde. Derfor opfordrer vi også til at købe mindre, men bedre. På den måde siger vi både, at man skal købe mindst muligt, men når man køber, skal man købe det brugt eller hos os eller andre virksomheder, der har det grønne og kvalitet i fokus.

Hvad er fast fashion?
Inden for tøjbranchen er de fleste virksomheder, du møder, det der kaldes for fast fashion-brands. Det vil sige brands, der producerer mere, hurtigere og til en lavere pris. Det handler for dem om at sælge meget og hurtigt. Samtidig er der et pres på forbrugeren om hele tiden at være med på de nyeste trends. Problemet med dette er, at forbrugeren kun bruger sit tøj i meget kort tid, hvorefter det ryger ud, og nyt købes ind. Der opstår på den måde en ond cirkel, hvor både forbruger og virksomheder lægger et øget pres på hinanden, og hvor tøjet i takt med dette bliver af stadig dårligere kvalitet. Det store problem er altså, at der købes alt for meget, og laves for meget tøj i billig og dårlig kvalitet. Det tøj vi har, bruger vi alt for lidt, inden det ryger ud, og vi igen køber nyt. I tøjbranchen handler det om trends og tendenser. Det handler om at stimulere og inspirere. Nogle gange går det bare alt for stærkt, og trends skifter med høj hastighed. Behøver det at gå så stærkt? Er det nødvendigt at mønstre og pasform udskiftes hele tiden? Det mener vi hos ELSK ikke. Vi tror netop på, at det muligt at genbruge materialer såvel som designs. Vi tror på, at det ikke behøver at gå stærkt.

Hvordan adskiller I jer fra andre virksomheder?
Vi har alle det tilfælles, at vi forsøger at sælge tøj. Der hvor vi adskiller os fra mange er, at vi ikke skaber kollektioner. Vi har ingen sommer eller vinterkollektion. I stedet opdaterer vi vores lager løbende, når vi synes, at vi har skabt noget nyt og fedt. Derudover lader vi os ikke præge af trends. Vi forsøger at skabe styles, der er tidløse og derfor kan bruges i mange år. Vi producerer altså ikke ud fra, hvad der var det helt store hit til Københavns modeuge, men i stedet ud fra vores egne værdier, og hvad det tegner godt ind i vores filosofi. Vi taler ind i en grønnere tendens. ”Ja ja, det er der så mange, der insisterer på, at de gør, men i virkeligheden stammer den økologiske bomuld fra et land med korruption ved certificeringer”, tænker du måske. Men vi greenwasher ikke, vi gør rent faktisk noget for at gøre produktionen af tøj grønnere. Vores leverandører bliver udvalgt med omhu og tanke, og det samme gør vores materialer. Bæredygtighed gennemsyrer alle vores valg, også selvom det måske ikke altid ser sådan ud udefra. Der er altid en mening med galskaben, om så det er at skabe opsigt eller afprøve nye, grønnere muligheder. Nogle synes, at ELSK er dyrt. Det er det nok også i forhold til mange fast fashion-brands. Grunden til dette er, at vi producerer på en noget anden måde end disse steder. Mange virksomheder får produceret et stykke tøj ved, at de går til deres designere og siger ”vi har x antal kroner til dette stykke tøj. Design og forhandl priser ud fra det”. Sådan arbejder vi ikke. I stedet giver vi vores designere en ide om, hvad vi godt kunne tænke os – uden at snakke om pris. Først efter at tøjet er blevet designet, vurderer vi, hvad produktet er værd, og hvad det vil kunne sælges for. Tøjet bliver altså først vurdere i slutningen af processen i stedet for fra starten af at bestemme, hvad det skal koste. På den måde skaber vi mere frie rammer for produktet. Hvilket betyder, at vi kan bruge bedre materialer og skabe tøj af højere kvalitet. Det er dét du betaler for hos ELSK: Grønnere produktion og materialer, samt høj kvalitet, der holder de næste mange år.

Hvad gør I for at få folk til at vælge jer frem for andre brands?
Vaner er utrolig svære at ændre hos mennesker, og derfor tager det også lang tid at vænne mennesker til, at de skal være mere kritiske overfor, hvor deres tøj kommer fra. Det vi gør for at skærpe folks kritiske sans, er at oplyse dem. Vi tager gerne en snak med vores kunder, om hvor tøjet kommer fra – både vores tøj, og andres. Det samme gør vi med vores forhandlere. Vi udbreder også viden gennem vores hjemmeside og sociale medier. Vi peger selvfølgelig ikke bare fingre ad andre, uden selv at gøre en indsats. Vi gør alt, vi kan for at være gennemsigtige over for vores kunder og forhandlere. Vi fortæller både, hvis noget er godt, og hvis noget er skidt. Vi opfordrer vores kunder til at fortælle os, hvis de har kritik, så vi hele tiden kan blive bedre. Vi viser vores kunder, hvad vores produkter kan – og ikke kan – og vi viser dem, hvor det hele kommer fra. Tøjet alene er ikke det, der får folk til at vælge et mærke frem for et andet. Det handler også om brandet. Derfor bruger vi også ekstremt meget tid på at bygge et univers op omkring vores brand. Vi afholder og deltager blandet andet i events. Et eksempel på dette er, at vi nogle gange går sammen med Strandet om at lave strandrens. De events vi afholder og deltager i, er selvfølgelig i samarbejde med virksomheder og arrangementer, som vi har fælles værdier med. Det giver for eksempel ikke mening for os at være hovedsponsor for et racerløb, men det gør det til gengæld at være arrangør af en surf-konkurrence. Vi vil gerne associeres med naturen og en grønnere verden. Derfor forsøger vi at skabe et brand og produkter, der rent faktisk gør en forskel og ikke lægger skjul på noget. Alt dette tror vi på, er vejen frem mod at få folk til at købe netop vores produkter frem for fast fashion.

Hvor kommer jeres tøj fra?
Alle vores produkter er designet herhjemme i Danmark, men en stor del af dem er produceret i andre lande. Inden valget af en leverandør til produktionen af vores produkter, gør vi os store overvejelser. Lige nu har vi leverandører i Tyrkiet, Portugal, Litauen, Italien og Danmark. Det er altså udelukkende europæiske lande, vi får vores produkter fra – hvilket også er et krav, vi stiller os selv. Det krav stiller vi blandt andet, for at mindske det antal kilometer, en fragtmand skal køre, før produkterne kommer ind ad vores dør. Desuden vælger vi kun leverandører, der deler vores værdier om mindsket miljøbelastning og ansvarsbevidst produktion. Valget er aldrig faldet på en tilfældig leverandør. Vi har en række krav, vi kræver, at de opfylder. Vi nægter for eksempel at være indblandet i børnearbejde, der må ikke bruges sprøjtemidler, og markerne med blandt andet bomuld skal ligge inden for en vis distance fra fabrikken. Du kan se en liste over vores leverandører her:https://elsk.com/pages/leverandor.
Her står der lidt mere om den enkelte leverandør, og hvad vi får fra dem hver især.

Hvem er jeres målgruppe?
Det er meget blandet, om det er mænd eller kvinder, der køber hos os. Vi rammer bredt, men største delen af vores kunder er midt tyverne til slut trediverne. Hvis man ser lokalt her i Thy, rammer vi dog den lidt mere voksne målgruppe.

Genbruger I jeres tøj?
Vi smider aldrig tøj ud – heller ikke produkter med fejl eller produktprøver. Mange af disse tager vi i stedet med til festivaller og sælger som 2. sortering, eller afholder et sampelsale, hvor varerne sælges til en lidt lavere pris. Vi bruger dog ofte genanvendte materialer til produktionen af vores tøj, og vi har også et mål om, at flere af vores produkter skal bestå af genanvendte materialer fremadrettet. Problemet ved at genanvende nogle materialer er dog, at de i omdannelsen til de fibre, som skal bruges til det nye tøj, bliver utrolig svækkede. Producerer man derfor en trøje af 100% genanvendt bomuld, risikerer man at producerer et stykke tøj, der ikke holder ret længe. Derfor er det ofte nødvendigt at tilsætte andet materiale i produkter. Det kunne være polyester, da det er meget fleksibelt. Bruger vi polyester, er det altid i form af genanvendt polyester. Polyester er nemlig et af de materialer, der ikke mister sin holdbarhed eller andre egenskaber i genanvendelsen. Her kunne man måske undre sig over, hvorfor vi så ikke bare vælger at lave tøj i genanvendt polyester i stedet for genanvendt bomuld. Men det er der faktisk en god grund til. Polyester er nemlig lavet af plastik, og det betyder, at der altid ved vask og produktion af produktet, vil udledes en eller anden form for mikroplast. Vi forsøger derfor at bruge det så lidt som muligt. Du kan læse om alle vores materialer på linket her: https://elsk.com/pages/materialer

klimecase med elsk

Erhvervsskoler- og gymnasier har lavet en case med ELSK, der kan bruges til undervisningsmateriale.

Her fortæller Lars Riis som er direktør i ELSK og ansvarlig for overordnet drift, salg, indkøb og markedsføring lidt om ELSK. Steffen fortæller om hans arbejder med online markedsføring og Signe om hvordan det er at arbejde i ELSK butikken i Thisted og på lageret.

Klimacase med elsk

Vi har stillet os til rådighed som case for elever på erhvervsskoler- og gymnasier. Det synes vi selv der er kommet nogle gode snakke ud af, både med Lars, Steffen og Signe som fortæller om ELSK.

Du kan se videoerne og læse mere ved at klikke her👇🏼

Læs mere her